3. del

GLOBALISERING 3. del

Inden jeg går videre med beskrivelsen af familien Rotschilds forehavende vil jeg lige komme med en indskudt bemærkning:  virkelig magthungrende mennesker er hverken højreorienterede eller venstreorienterede. De er hverken kapitalister eller socialister, eller jo, de er det der til enhver tid fremmer deres magtbestræbelser mest. Men de ved at den egentlige kamp står mellem individualisme og kollektivisme. Kollektivisme, hvor kollektivet bestemmer, og individet må underlægge sig masserne er deres foretrukne system, for intet truer deres magtposition mere end modige selvstændigt tænkende individer. Hvis jeg skal give eksempler på kollektivisme, så er der 2 former, der umiddelbart kommer i mine tanker: kommunisme og fascisme!

Begge former har historien igennem vist at de på et eller andet tidspunkt ender med at partiledelsen får al magt, og senere overtager den mest udspekulerede eller mest skruppelløse af partiledelsen magten i partiledelsen, og dermed den totale magt. Jeg kan anbefale at lytte til et foredrag om kollektivisme af Edward Griffen ved at klikke her.

Her fortsættes så beretningen fra 2. del:

For hver side vidste at kureren ikke bare bar Rotschildbank dokumenter, men dokumenter med kommunikation mellem deres regeringer, som kunne få indflydelse på krigen. Rothschild budbringerne blev på den måde verdens første diplomatiske kurerer.

Under slaget ved Waterloo, da Napoleons Grande Armee og hertugen af Wellington stod over for hinanden, sad Nathan Rothschild i Londons obligationsmarked og betragtede handelen med obligationer svinge op og ned eftersom rygterne om slaget på den anden side af kanalen fløj omkring. De engelske obligationshandlere vidste at hvis Napoleon vandt slaget, så ville intet kunne hindre ham i at kontrollere hele Europa, og måske endda England. Hvis dette skulle ske, ville de regeringsobligationer de ejede blive værdiløse. De vidste at de eneste up-to-date nyheder fra fronten ville komme med Rothschild kurererne. Hver eneste børshandler holdt derfor nøje øje med  Nathan Rothschilds reaktioner når hans kurerer med de røde poser kom og hviskede ham noget i øret. Hver gang det skete rystede Rothschild på hovedet, så ned og virkede til næsten at græde. Selv mellem ankomsten af de forskellige kurer, virkede han nedtrykt.

Børshandlerne mente at dette kun kunne betyde at Wellington var ved at tabe slaget. Prisen på obligationer faldt derfor drastisk time efter time, store partier af obligationer blev falbudt på markedet. Derfor vedblev priserne på obligationer at falde. Jo mere priserne faldt jo mere modfalden så Nathan ud.        Børshandlerne var uvidende om at Nathan havde agenter, der opkøbte obligationer, så hurtigt, som de blev udbudt til salg. På det tidspunkt hvor en af den engelske hærs kurerer ankom med nyheden om at Wellington havde vundet slaget ved Waterloo ejede Rothschildfamilien den engelske regering.

Da det jeg ønsker med denne hjemmeside er at søge indsigt i tiden vi lever i nu, og prøve at forstå aktuelle begivenheder i lyset af Guds ord i Bibelen, så vil jeg nu vende blikket mod USA, som længe har været og også nu er så stor en spiller på verdensscenen at det, der er sket, og sker i USA kan anses for at være et vindue ind i Satans rænkespil for hele verden udvirket igennem disse internationale bankfolk.

Som Amayer Amstel Bauer sagde er kontrol over landes pengevæsener nøglen til at kontrollere disse lande, så jeg vil kigge grundigt på hvad der er sket i USA's pengevæsen siden dannelsen af unionen i 1776, da de vandt frihedskampen imod den engelske konge. Denne frihedskrig, som Washington stod i spidsen for, blev finansieret ved hjælp af banker, der bare trykte papirdollars ” continental dollars”, som de blev kaldt. De var ikke baseret på håndgribelige værdier som guld eller sølv.  Men kunne sammenlignes med at skrive på et stykke papir ”jeg skylder dig det og det”, Lidt, som det er med de dollarsedler Federal Reserve trykker i dag. Og da de ikke blev lånt hos velrenommerede foretagender, kunne de ikke opkræve renter på lånene. Da man foretog pengeombytning ved udgangen af 1776 kunne en continental dollar kun købe 0,4 sølvdollar (40 cents). Alligevel vedblev man med at trykke continental dollars, og i 1777 var der 240 millioner værdiløse continental dollars i omløb. På det tidspunkt kunne en continental dollar kun købe 2,5 cent. 2 år senere var værdien faldet til under 0,5 cent.

   Ved krigens slutning krævede det 500 continental dollars at købe en sølvdollar. Tilstanden var så slem at flere politikere begyndte at tale varmt for at åbne en centralbank. Folk, som Alexander Hamilton følte ikke at almindelige mennesker kunne håndtere deres egne penge, og at de burde overlade det til de rige, som var mere finanspolitisk ansvarlige, og at man ville være i stand til at kontrollere inflationen ved at etablere en basisrente for lån af penge. Og ved at kontrollere pengemængden. Hamilton mente at en United States bank i stil med Bank of England (Rothschild banken i London) skulle være en overskudsgivende privatejet bank med adgang til offentlige midler. Den skulle have magt (ret) til at skabe penge ud af ingenting og udlåne dem til regeringen og opkræve renter. Thomas Jefferson var uenig, og sagde ”Hvis det amerikanske folk nogensinde tillader private banker at udstede penge, så vil de banker og selskaber, der vokse op sammen med dem ved skiftevis inflation og deflation  berøve folks ejendom indtil deres børn vågner op uden hjem på det kontinent deres forfædre erobrede.”

På den anden side argumenterede Hamilton at et samfund ikke vil klare sig, hvis det ikke forener interesserne og fordelene for de rige med interesser og fordele for samfundet. Og han sagde: ” alle samfund er delt i de få og de mange. De første er rige og heldige, de næste er det store flertal”. Det store flertal er turbulent og foranderligt. Det er sjældent at de dømmer eller bedømmer korrekt.  Jefferson svarede at hvis man gav banketablissementet magt til det, så ville de øge og mindske mængden af penge, som det passede dem. Dette ville skabe en serie af undertrykkelser af folket. Han skrev: Enkelte tyranniske handlinger kan måske tilskrives tilfældige holdninger i tiden, men en serie af undertrykkelser indledt på et bestemt tidspunkt, og gennemført uimodståeligt igennem skiftende regeringscyklusser beviser helt enkelt en systematisk plan for at reducere os til slaver. Hvor perspektivrigt!

Desværre udnævnte George Washington i 1788 Alexander Hamilton til finansminister.

3 år senere bevilligede USA’s regering en 20-årig aftale om landets første privat drevne nationale bank (The First Bank of the United States). Jefferson argumenterede tappert imod Washington og Hamiltons handling idet han citerede artikel 1 sektion 8 i forfatningen om at kongressen skal have magten til at kontrollere pengemængden, og regulere pengenes værdi, og at der ikke står noget om at private banker kan blive overdraget disse privilegier. Han gik videre og fastslog at kongressen hverken havde ret eller autoritet til at overgive denne magt til nogen anden agent, specielt en privatejet enhed, der kunne trykke penge, der ikke var baseret på håndgribelige værdier, og så udlåne det med renter til regeringen. Jefferson talte for døve ører, men i 1811 da bankens første bevilling udløb, nægtede præsident James Monroe at forny den, men kun nogle få måneder senere kom 1812 krigen. Regeringen vurderede at det ikke var muligt at finansiere krigen med skattekroner. Henry Clay og  John C. Calhourne mente at dette krævede endnu en national bank ”The second Bank of the United States”.

Igen vandt bankkartellet, der ironisk nok var finansieret af den Rothschild kontrollerede ”Bank of England”, som generøst udlånte penge til begge sider af konflikten. Dette førte til at den offentlige gæld på $ 45 millioner fra frihedskrigen, på 2 år voksede til $127 millioner. I 1816 fik ”The second Bank of the United States” bevilliget endnu en 20- årig periode. I den periode lånte banken regeringen yderligere $60 millioner baseret på obligationer, som ikke var meget mere end flot tegnede papirark. Renterne blev dog betalt med guld og sølv. Det samme år forsøgte Jefferson igen at advare det amerikanske folk (i hvert fald den del af befolkningen, der kunne læse, og som var i stand til at yde indflydelse på politikerne). om at alt dette ikke alene var intrigant, men farligt for det spirende land. Han sagde: Jeg mener at bankinstitutionerne er farligere for vort land end fjendtlige hære, de har allerede opbygget et pengearistokrati, som har trodset regeringen. Magten til at trykke penge bør tages fra bankerne og gives tilbage til regeringen, som helt korrekt burde have den.

Det skete ikke, og det varede helt frem til 1834 inden den gæld, der opstod i 1812 krigen var betalt af. På det tidspunkt stod regeringen igen med behov for yderligere finansiering på grund af yderligere udvidelse vestover, som krævede militær til at eskortere bosættere, og kæmpe med indianere, og indtage og beskytte nye landområder. Denne tidlige ”tredje verden” handlemåde blev fulgt af Mexico-krigen i 1846 og yderligere udvidelse vestpå.

Så kom borgerkrigen.  Borgerkrigen begyndte faktisk i 1837 året efter at aftalen med ”The second Bank of the United States” udløb. Det var på det tidspunkt at Rothschildfamilien sendte en repræsentant (August Belmont) til Amerika.

     Efter i en kort periode hvori han opkøbte regerings-obligationer og tiltrak sig opmærksomhed fra Det Hvide Hus blev han tilbudt stillingen, som finansiel rådgiver for præsidenten.  Rothschildfamilien havde nu formået at placere en mand, som var tæt knyttet til præsidenten.

Igennem de næste 10 år planlagde de Europæiske bankfolk Amerikas næste krise (borgerkrigen). Da der ikke var nogen chance for at lede Amerika ud i en krig med udlandet, så var den eneste mulighed for at skabe et stort behov for finansiering, hvor regeringen måtte låne penge hos de sammensvorne bankfolk, den at få landet til at gå i krig med sig selv. Det eneste problem var at få dette til at ske. Svaret fandt man i det følelsesladede og flygtige spørgsmål om slaveri. Her var der behov for en godt finansieret gruppe til at oppiske følelser i befolkningen, og tvinge unionen til at blive delt. Det blev opnået ved at forme the knights of the golden circle (ridderne af den gyldne cirkel), som var en åbenlys racistisk gruppe af tilhængere af slaveri i stil med Ku Klux Klan. Denne organisation holdt stormøder og udgav hadlitteratur og propaganda og begyndte at få medvind så tidligt, som 1857. Og den nåede sit mål i 1860. sydstaterne dannede en konføderation af suveræne stater, som hver for sig var ansvarlige for deres egne regeringer, hære og gæld. De trak sig ud af unionen i 1860. Resten er historie, men sjældent eller aldrig er det med i historieundervisningen, at Rothschildfamilien forsøgte at finansiere begge sider af konflikten. Abraham Lincoln, forstod præcist hvad der foregik og nægtede at låne penge hos de internationale bankfolk. I stedet fandt han en ven og støtte i Rusland, som var det eneste land i Europa, som ikke var kontrolleret af Rothschildfamilien. Zaren lovede via sin udsending til Washington støtte imod englænderne og franskmændene, som han forsikrede Lincoln om, var dem, der stod bag sydstaternes løsrivelse, og deres finansiering.

Russerne intervenerede ved at stille krigsskibe til rådighed til at blokere sydstaternes adgang til europæiske vande, og ved at forsikre både England og Frankrig om at hvis de hjalp sydstaterne militært ville de befinde sig i krig med Rusland. Det var noget, som ingen af landene ønskede.

Lincoln behøvede stadig at finansiere unionens sag, men i stedet for at låne penge fra de internationale bankfolk klarede han det ved hjælp af de såkaldte greenbacks, som blev trykt af USA’s finansministerium, som specificeret i den oprindelige forfatning. I gengældelse sendte England 8000 soldater til Canada, som en slags moralsk støtte til sydstaterne, og Frankrig sendte tropper til Mexico for at styrke Kejser Maximillian, som var fransk. Begge ting blev gjort i et samlet forsøg på at vise Lincoln at han var udrangeret af de europæiske pengemagter, men takket være zarens standhaftighed lykkedes det ikke de internationale banker at tvinge Lincoln til at skifte holdning vedrørende det finansielle. Han nægtede stadig at låne penge hos dem, da han vidste at de ville give det videre til de europæiske Rothschild banker.  

Da det gik op for Rothschildfamilien at det ikke med deres magtdemonstration var lykkedes dem at øve indflydelse på USA’s regering, sendte de et brev til New York bankerne i juli 1862, som fokuserede på den trussel for deres overordnede plan, som Lincolns greenbacks udgjorde. Heri beskrev man muligheden for selv at udstede obligationer for at sikre at føderationen kom i gæld til bankerne: ”den store gæld, som kapitalister vil sikre at krigen ender i skal bruges til at kontrollere pengemængden. For at opnå det må obligationerne bruges, som en slags bankgrundlag. Vi vil ikke vente på at finansminister Salmon P. Chase kommer med sin anbefaling til kongressen. Det går ikke at lade greenbacken, som den kaldes cirkulere  i en eller anden tidsperiode, for vi kan ikke kontrollere den, men vi kan kontrollere obligationerne, og derigennem bankforretningerne.”

den efterfølgende februar lykkedes Rotschilds forehavende ved hjælp af deres agent finansminister Salmon P. Chase at tvinge kongressen til at vedtage oprettelsen af en central bank. Denne vedtagelse, som fik titlen ”The National Banking Act” skabte en føderal chartret bank, som havde retten til at udstede U.S. pengesedler, som fik tildelt officiel retsmæssig anerkendelse, deres værdi ikke var baseret på guld eller sølv, men på gæld.  og blev udlånt til regeringen mod renter.

  Lincoln advarede igen det amerikanske folk: ”pengemagterne lurer på den amerikanske nation i fredstid, og konspirerer imod den ikrisetider. De er mere despotiske end monarki. Mere uforskammede end autokrati, mere selviske end bureaukrati. Jeg ser en krise i nær fremtid, som skræmmer mig, og får mig til at frygte for mit lands sikkerhed. Korporationer er blevet sat på tronen. En periode med korruption vil følge, og pengemagten vil bestræbe sig på at forlænge sin ”regeringsperiode” ved at influere folkets fordomme indtil al velstand er samlet på nogle få hænder, og republikken er ødelagt.  

I mellemtiden sendte Rothschild banken i London et brev til sine New York repræsentanter, som forklarede: ”De få, der  forstår systemet vil enten være så interesserede i profitten de kan opnå derigennem, eller så afhængige af systemets tjenesteydelser at vi ikke vil møde modstand fra den klasse, og på den anden side er størstedelen af befolkningen mentalt ude af stand til at forstå de enorme fordele systemet giver kapitalisterne, og de vil bære dens byrde uden at beklage sig, og sikkert ikke have nogen mistanke om at systemet er fjendtlig over for deres interesser.

 Lincoln fortsatte med at kæmpe imod centralbanken, og i 1865 var han begyndt at få så meget gehør at det kunne føre til dens opløsning.  Det menes nu at Lincolns forventede succes med at overtale kongressen til at begrænse centralbankens levetid til at ende med krigens afslutning var det der motiverede til mordet på ham.

Moderne efterforskere har afdækket beviser, der peger på en massiv sammensværgelse, der knytter Rothschild banken og Lincolns krigsminister Edwin Stanton til John Wilkes Booth, hans 8 medsammensvorne, og over 70 medarbejdere i regeringen,  plus en række forretningsfolk. Booths dagbog blev fundet af Stantons militær, og blev leveret til Stanton. Da den senere blev fundet i forbindelse med

 

Loven, blev overgivet til kongressen efter at de sammensvorne var nået til enighed om indholdet. teksten blev ikke formuleret af lovkyndige, men af en gruppe bankfolk, som repræsenterede J.P. Morgan og Rothschildfamilien. Slutresultatet blev et dokument, i form af en lov, som endte i etableringen af ”the federal reserve system”, som ville blive drevet af privatpersoner, som kunne lukrere på  ejerskabet af anparter, og som ville styre nationens pengemængde. Derudover ville ”the federal reserve bord” som bestod af 12 distrikter og én formand (bestyrelsesformanden for federal reserve) have magt til at kontrollere hele nationens finansielle resurser ved at være bestemmende over udlånsrenten, og være i stand til at pantsætte regeringen, ved at låne penge på vegne af USA i tilfælde af at USA var tvunget til at deltage i større krige i udlandet.  Det de sammensvorne fra Jekyll Island havde opnået (i det mindste på tegnebrættet), var en centralbank, der var ejet af New York City bankfolkene, der var kontrolleret af Rothschildfamilien.  Men de sammensvorne havde et problem, som bestod i at deres lov, som ville blive introduceret af Aldrich skulle godkendes af præsidenten.

Hvis præsidenten (William Howard Taft) nedlagde veto, så måtte de vente indtil der blev valgt en ny præsident, som de kunne kontrollere eller i det mindste influere. Taft havde altid sagt rent ud hvad han mente om en centralbank, og ordholdende, som han var gjorde han det klart at han ville nedlægge veto imod lovforslaget. De sammensvorne måtte derfor sikre sig at Taft ikke blev genvalgt, men den eneste måde at sikre det på ville være at opstille en imod ham, som kunne tiltrække nok stemmer til at vinde over den populære republikaner. Først støttede de ekspræsident Teddy Roosevelt i de republikanske primærvalg, men Roosevelt opnåede ikke nomination, og kampen gik ind i to-parti fasen. Bankerne (banksterne, som jeg fremover vil kalde dem) valgte så at støtte demokraten Woodrow Wilson. Men meningsmålingerne indikerede at Wilson kun kunne opnå ca. 45 % af stemmerne. Det banksterne behøvede var en, som kunne trække stemmer bort fra Taft. En, der kunne tage tilstrækkelig med republikanske stemmer uden at skade den demokratiske kandidat, som på det tidspunkt havde lovet at underskrive lovforslaget til gengæld for deres støtte i det kommende valg. Til dette formål henvendte de sig igen til Teddy Roosevelt. Roosevelt, der var republikaner, ville still op imod begge kandidater ved at stille op for et nyopfundet tredje parti (hans ”Bull moose” parti). Planen fungerede, og Roosevelt havde held til at stjæle nok vælgere fra Taft til at få Wilson, der på forhånd havde lovet at underskrive loven om Federal Reserve i det Hvide hus. Taktikken med at dele den sandsynlige vinders stemmer, så mindretallets kandidat blev valgt blev brugt igen i 1972, 1980 og 1992. Wilson blev indsat, som præsident i januar 1913. Han underskrev Federal reserve loven i December efter at den var blevet godkendt i Repræsentanternes Hus og senatet.

Det skal lige nævnes at loven først blev fremlagt den 23. december, og kun de senatorer og kongresmedlemmer, der ikke var taget hjem på juleferie. Dem der skyldte banksterne tjenester plus dem, der var på banksternes lønningsliste underskrev loven. Senere udtalte medlem af kongressen Charles Lindberg, der var far til ”lucky Lindy”, der i Spirit of St. Louis var den første til at flyve tværs over Atlanten  at loven ikke alene etablerede et kæmpe monopol, men legaliserede en magtfuld usynlig regering. Han (som andre før ham) forsøgte at advare det amerikanske folk om hvad der var sket, da han skrev: federal reserve loven etablerede den mest gigantiske fond i verden… pengemagtens usynlige regering vil blive lovliggjort. Den nye lov vil skabe inflation, når fonden ønsker det. Fra nu af vil depressioner blive videnskabeligt skabt. Lindberg ramte sømmet lige på hovedet. Fereral reserve systemet blev skabt til at fostre økonomiske kriser, for det er kun i situationer med nationale kriser, som krig og depression, at regeringen er tvunget til at henvende sig til foretagender uden for regeringen for at optage lån. Selv Wodrow Wilson, som blev tvunget til at låne penge hos federal reserve systemet, da USA gik ind i 1. verdenskrig.  Følte at han havde begået en fejl da han underskrev loven. I sin bog The new freedom skrev han: ”nogle af de største mænd i USA inden for handel og produktion er bange . De ved at der findes en magt et sted, så organiseret, så diskret, så sammenspist, så komplet, så gennemtrængende at de ikke bør tale højere end i en hvisken, når de kritiserer den. Ud over 1. verdenskrig brugte federal reserve New York bankerne, som hovedsageligt var Rotschild penge til at finansiere hver eneste amerikanske regeringskrise i de følgende år.  

På det tidspunkt hvor landet var kommet igennem depressionen i 1929 og trediverne, 2. verdenskrig, Koreakonflikten, Vietnamkrigen og den kolde krig, da skyldte den amerikanske regering bankerne næsten 4 billioner (4.000 milliarder)dollars. Det privatejede federal reserve   er nu nationens største kreditor. Renterne på lånet udgjorde i 1989 mere end 240 milliarder dollars, hvilket var mere end 50 % af hvad det amerikanske folk betalte til regeringen i indkomstskat. Hvad er endnu mere skræmmende er at værdien af de dollars, regeringen har lånt ikke længere er baseret på guld eller sølv. For efter det lykkedes at tage dollaren ud af guldstandarden, blev de guld eller sølv certifikater regeringen havde udstedt erstattet af Federal Reserve notes, og som det var med George Washingtons Continental dollars så lover disse ikke mulighed for indfrielse i faste værdier. I stedet lover de bare at de er lovligt betalingsmiddel for al privat og offentlig gæld. Med andre ord er disse pengesedler bare ”god tro”. Pengesedler hvis værdi alene er værdien af det papir de er skrevet på! og de udlånes til regeringen mod renter. Der er ingen måde hvorpå banksterne kan tabe med sådan en aftale. Lindberg var ikke den eneste lovgiver der advarede imod det magtskifte, der blev skabt med Federal Reserve systemet. Forskellige kongresmedlemmer og senatorer, for ikke at nævne andre regeringsmedlemmer, er trådt frem og har afsløret/udstillet den fortløbende sammensværgelse bag nationens økonomi. Kongresmedlemmet Wright Patman, som var formand for bank og valutakomiteen i repræsentanternes hus sagde ”i USA i dag har vi faktisk 2 regeringer. Vi har den behørigt konstitutionerede regering. Derudover har vi en uafhængig, ukontrolleret, og ukoordineret regering i The Federal Reserve System.” Men disse gæve individer var få og alt for svage til at samle et korstog imod det monster, der var blevet skabt.  For hver ærlig politiker, som gennemskuede Rothschild bankerne var der en skare af politikere, som overgav sig til banksterne, for i 1980 blev pengekontrol loven vedtaget, som gav Federal Reserve systemet kontrol over alle indlånsforetagender, hvad enten de var medlemmer af Federal Reserve systemet eller ej. Efter kun 207 år var Amstel Rotschilds plan om verdenskontrol og en ny verdensorden med en en-verden regering ved at lykkes. Det er ikke så underligt at seglet på bagsiden af en-dollar sedlen afbilleder en pyramide, som blev bygget én sten ad gangen, med det altseende øje i toppen. Indeholder teksten ”Novus Ordo seclorum” (ny verdensorden).

Efter at være kommet så langt i min beskrivelse blev jeg opmærksom på et foredrag Edward G. Griffin holdt i 2012 for the John Birch Society, som igennem 50 år har været en vagthund, der holder øje med globalisterne og deres fordækte gerninger.

Han bekræfter til fulde det jeg har skrevet om Federal Reserve.

Du kan se hans foredrag ved at klikke her.

Griffin forklarer i foredraget at banksterne ikke først og fremmest bruger de ufattelig store pengemængder de kontrollerer til at leve et liv i sus og dus, men til at købe indflydelse, og dermed kontrol og magt. Jeg har andetsteds på hjemmesiden her vist noget af Lindsey Williams, og han har her i september 2020 udgivet et nyt budskab, som bekræfter dette til fulde. Det budskab kan du se ved at klikke her.

Jeg vil i undersiden ”del 4” forklare hvorfor det var så vigtigt for banksterne at få kontrol over lige præcis USA   du kan komme direkte til del 4 ved at klikke her.

Jeg føler ikke at det er en overdrivelse at tale om vor ekspedition til Jekyll Island, som den faktiske undfangelse af federal reserve systemet.  Vi fik besked på at efterlade vore efternavne derhjemme, og vi fik derudover besked på at undgå at spise sammen den aften hvor vi tog af sted. Vi fik besked på at ankomme en ad gangen, og så diskret, som muligt til New Jersey littoral of the Hudson terminalen, hvor senator Aldrich’s vogn ville være klar og tilkoblet, som sidste vogn i den sydgående togstamme. Straks vi var om bord i den private vogn begyndte vi at observere det tabu der var lagt på vores efternavne. Vores navne måtte ikke blive afsløret, for så ville al vor tid og indsats være spildt. Formålet med vort møde var at bruge en weekend på at formulere en plan og skrive en lovtekst, der ville etablere en centralbank medens udtrykket centralbank blev undgået.


efterforskningen, var der revet 18 sider ud af den. 

Disse sider indeholdt de nævnte navne, og de blev senere fundet på loftet hos en af Stantons efterkommere. I Booths kuffert fandt man et kodet budskab, som forbandt ham direkte til Judah P. Benjamin, som var den, der i syden på huset Rothschilds  vegne opildnede til borgerkrig .

Da krigen sluttede, fandt man nøglen til koden i Benjamins besiddelse. Bevismaterialet antyder at Lincoln, der udgjorde en

hindring for den overordnede plan for at overtage verdensstyret, som Amstel Rothschild først udtænkte, og som blev gennemført af hans sønner, blev fjernet fra sit præsidentembede med et pistolskud.

Snigmorderen, der blev portrætteret, som en ensom sindsforvirret person med nogle få radikale venner, flygtede over den eneste bro i Washington, som ikke var bevogtet af Stantons militær. Han blev senere fundet i en lade, og omgående skudt af soldater under Stantons kommando, og Stanton bekræftede at snigmorderen var Booth. Man mener i dag at en anden blev ofret i hans sted, og at den virkelige John Wilkes Booth flygtede ved Stantons hjælp. Det er bemærkelsesværdigt at Mary Todd Lincoln, da hun hørte om mordet på sin mand begyndte at råbe ”Åh. Denne forfærdelige house”

tidlige historikere opfattede denne udtalelse som en hentydning til at Lincoln boede i Det Hvide Hus (The white house), men det er nok mere sandsynligt at hun havde noget andet i tankerne: Thomas W House, som var våbenhandler, finansmand og agent for Rothschildfamilien under borgerkrigen. Thomas W House var far til ”oberst” Edward Mandell House, der senere blev en nøglefigur i valget af Woodrow Wilson og the federal reserve act, som blev de internationale bankfolks helt store gennembrud på vejen til verdenskontrol.

Sidste akt i borgerkrigen var ikke i Appomattox retsbygningen i 1865, da  general Lee underskrev  overgivelsen , men meget senere i 1875, da kongressen vedtog the Specie redemption act, som erklærede at regeringen ville indfri Lincolns greenbacks med guld. På det tidspunkt blev det på trods af bankfolkenes højrøstede protester erklæret at der ikke længere var behov for centralbanken. De europæiske pengemagter havde en gang til fejlet i deres forsøg på at overtage kontrollen over Amerikas finanser.   Dette ændrede sig, da den næste  krise opstod:

1. verdenskrig!

Da 1907 blev nået havde det amerikanske folk overlevet økonomiske kriser forårsaget af Frihedskrigen, Mexicokrigen, Borgerkrigen og  bankstimulerede panikker i 1873 og 1893, den spansk-amerikanske krig, og endelig panikken i 1907. På det tidspunkt var de endelig ”møre” nok til at acceptere pengemagternes løsningsforslag: En central bankmyndighed!

Tidligt i 1907 advarede Jacob Schiff, der var chef  for New York investeringsselskabet Kuhn, Loeb & Co. New Yorks handelskammer om at hvis der ikke blev oprettet en central bank, så ville der opstå finansielt kaos.

Samme år tilsluttede finansmanden Paul Warburg sig Schiffs investeringsfirma. Paul Warburg var udsendt af huset Warburg i Tyskland, som var en bank, som var allieret med Rotschild bankernes tyske gren. Det bør nævnes at Paul Warburgs bror Max ledede familiebanken i Frankfurt, og senere blev leder af kejserens hemmelige politi i 1. verdenskrig.

Det er mere end en tilfældighed at der opstod en større økonomisk panik i hele landet umiddelbart efter at Warburg ankom. Det var på det tidspunkt at New York bankmanden J. P. Morgan, hvis far var våbenleverandør til begge sider af borgerkrigen, og Rothschilds agent for sydstaterne, begyndte at udsprede rygter om insolvens hos konkurrerende banker.

Det resulterede i at folk med indlån i banker løb stormløb på bankerne for at få deres penge udbetalt, med det resultat at mange banker måtte lukke. Da det er bankers forretning at udlåne penge, så har de aldrig nok indestående til at betale alle  indlån ud til indlånerne, hvis flertallet på en gang beder om det. Det vidste de internationale banker, og planlagde efter det. 1907 panikken fik kongressen til at etablere en national pengekommision, som var et udvalg, som skulle foretage grundige studier af finansielle praktikker før man formulerede en bank og valutareform. Interessant nok blev kommissionen ledet af senator Nelson Aldrich hvis datter giftede sig med John D. Rockefeller Jr. Hvis barnebarn Nelson Aldrich Rockefeller blev Gerald Fords vicepræsident i 1974.

Ikke særlig overraskende tog kommissionen på en 2 års studietur til Europa, hvor de besøgte centralbankerne i England Frankrig og Tyskland, dvs. centralbankerne, som var kontrollerede af Rothschildfamilien.

De returnerede med en plan. Og i november 1910 steg Aldrich om bord på et privatejet tog i Hoboken New Jersey. Hans destination var Jekyll Island og en privatejet jagtklub ejet af J.P. Morgan. Der var 6 andre mænd i toget: Benjamin Strong,  som var præsident for Morgans bankers trust company, Charles Norton, som var præsident for Morgans first national bank of New York, Henry Davidson, senior partner i J. P. Morgan, Frank Vanderlip, som var præsident for Kuhn-Loebs, national city bank of New York, Piatt Andrew, som var assisterende sekretær i finansministeriet, og selvfølgelig Paul Warburg.

Vanderlip skrev senere i The Suterday Evening Post om sin rolle i den senere sammensværgelse: